| Definition af Selvfacilitering |
Selvfacilitering er sammensat af 2 ord. Selv og facilitering.
Ordet Selv refererer til:
- at der tages udgangspunkt i dit arbejde
med dig selv
- at du selv (på egen hånd) kan arbejde med konceptet
Ordet facilitering betyder: at gøre lettere, fremme, stimulere.
Selvfacilitering
kan derfor defineres som: en systematisk metode til at lette dig i arbejdet
med din personlige udvikling.
Konceptet Selvfacilitering udbydes i 2 udgaver:
1/ som på denne hjemmeside, hvor du selv vælger en struktur
2/ som kursus eller arbejdsbog, hvor strukturen er: min
livsopgave, min(e) livsmål,
personlige muligheder,
støttende overbevisninger (selvstøtte).
Hvorfor er det godt at arbejde med sig selv?
Når du arbejder med dig selv, bliver du mere bevidst om dig og dine omgivelser.
Med denne bevidsthed får du mulighed for at se og forstå, hvorfor tingene sker,
som de gør. Derved lærer du, at du selv gennem dine tanker, følelser og
reaktioner er med til at skabe din virkelighed. Problemer er ikke bare noget,
der opstår ud af den blå luft eller noget, de andre gør ved dig. Det er et
samspil, og jo bedre du kender samspillets regler, jo større chancer har du for
at træffe nogle valg, der giver dig det, du gerne vil have.
Du ser ikke dig selv som et uskyldigt offer for omstændighederne, og du får
flere handlemuligheder. Derved kommer du i kontakt med din iboende styrke,
hvilket giver mere energi, bedre selvværd og større livsglæde. Endvidere sker
der ofte det, at jo bedre du forstår dig selv, jo mere forstående, tolerant og
overbærende bliver du over for andre.